Hillingsø: Sociale medier skaber massepsykose

Skrevet af admin

13/12/2015

Mest læste i dag

Perfekte billeder af eksotiske rejser, flotte og sunde madretter og lækre selfies, er ofte det, vi deler på de sociale medier.

Skuespillerinden Ellen Hillingsø er også en flittig bruger af medierne, og her lægger hun glædeligt de gode og smukke øjeblikke op, men hun er ikke bange for også at dele ud af de mindre gode eller fjollede billeder.

- Jeg er perfektionistisk med det, jeg laver, men jeg ved indeni, at det ikke er det perfekte liv. Det findes ikke. Og derfor synes jeg også, at man har et ansvar på de sociale medier. Poster jeg et pænt billede, så kan jeg også sagtens poste et grimt, sjovt eller åndssvagt billede. Det synes jeg faktisk, at man skal en gang imellem, siger hun.

Den 48-årige skuespillerinde er glad for de sociale medier, men hun mener, at vi skal lære at bruge dem på en ordentlig måde. De skal ikke fylde alt, og det er også vigtigt, at man ikke tror, at alt i ens liv skal ligne noget, der kommer med et Instagram-filter.

- Vi tror, at vi kan skabe et eller andet perfekt liv, ved at lægge de perfekte billeder op, og vi tror, at vi kan få andre til at hoppe på, at vi har det perfekte liv. Det er en massepsykose, det skaber, for alle ved, at det perfekte liv ikke eksisterer, men alligevel bilder vi os selv det ind. Det er ret interessant, siger Ellen Hillingsø.

Skuespillerinden, der spiller med i  populære tv-serier som Broen og Rita, tager det selv ret afslappet med, hvordan hun tager sig ud på Instagram. Hun påpeger, at det også handler om at sætte tingene lidt i perspektiv.

- Verden er et hårdt sted at være. Der sker mange frygtelige ting. Tænk på terrorangrebet i Paris, og hvad der sker i Syrien eller mange andre steder i verden. Om man ser dum ud på et billede, eller om man har været med i noget, som man synes, man ligner en idiot i, det er i bund og grund ret ligegyldigt. Det er de større linjer, der betyder noget, og den tilgang kommer nok med alderen, siger hun.

Jagten på det - udadtil - perfekte liv, kan til tider tage overhånd, og Ellen Hillingsø opfordrer til, at man er taknemmelig for det, man har, i stedet for konstant at søge efter og måle sig med andres liv.

- Lidt taknemmelighed i hverdagen ville gøre godt. Det er noget, man skal øve sig på. Hvis man er taknemmelig, så bliver man også mere glad, for så sætter man pris på de ting, man har og giver dem opmærksomhed. Det er en ond cirkel, hvis vi hele tiden ser udad og ønsker os nogle andres "perfekte" liv, for så er vi ikke opmærksomme på de gode ting, der allerede er der, siger hun.

I øjeblikket kan skuespillerinde opleves i juledramaet "Mens vi presser citronen", der handler om fem venner i 40'erne, der starter en madklub, og om deres konstante jagt på lykken og det perfekte. Også her kommer det til udtryk, hvor meget billederne på de sociale medier kan snyde.

- Når alt går i opløsning, så prøver de alligevel at poste det perfekte billede med hashtagget "Livet er skønt" og "Jeg har det vidunderligt". Det kommer man til at opleve i serien, siger hun.

"Mens vi presser citronen" sendes søndag klokken 22.00 på DR2.

/ritzau/FOKUS