Hindbær trukket tilbage efter larvefund

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Hvis du har købt 10 gram frysetørret hindbær i Irma eller Bilka på Sjælland, skal du måske tjekke en ekstra gang, at du ikke har fået mere, end du har betalt for.

Inka Foods har trukket et parti af 10 gram frysetørret hindbær på dåse med holdbarhed til den 7. april i 2016 tilbage på grund af fund af larver i bærerne.

Hvis man har købt hindbær og fået larver med i købet, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man smider varen ud eller leverer den tilbage til butikken.

Fødevarestyrelsen oplyser, at de er bevidst om, at hindbærrene med det uheldige tilbehør er blevet solgt i Irma-butikker og Bilka-varehuse på Sjælland.

Hindbærrene er sendt ud igennem Dansk Supermarked, der ud over Bilka ejer kæderne Netto, Føtex og Salling, og Coop Danmark, der ud over Irma også ejer kæderne Kvickly, Brugsen og Fakta.

/ritzau/