Hingsten er løsladt i USA i sag om våben og narko

Skrevet af admin

08/01/2015

Mest læste i dag

En svensk statsborger med tilnavnet Hingsten er blevet løsladt fra et fængsel i USA.

Den 46-årige Paul Mardirossian var hovedmanden i en affære om handel med militære våben og kokain, og i efterforskningen har Politiets Efterretningstjeneste (PET) hjulpet de amerikanske myndigheder.

Blandt andet stillede PET en forklædt agent til rådighed under operationen. I Rødovre tog agenten imod en panserværnsraket og et AK 47-gevær fra Mardirossians kurér, der kom rejsende fra Sverige.

Løsladelsen af svenskeren er sket lige før jul. Tidligere i december fastsatte en dommer i New York straffen til fængsel i fire år.

Hans forbrydelser drejer sig om at ville hjælpe en fremmed terrororganisation, Farc i Colombia, med våben, forsøg på at smugle kokain og besiddelse af skydevåben.

På grund af god opførsel har det amerikanske fængselsvæsen løsladt Mardirossian før tid, oplyser en talsperson for anklagemyndigheden til avisen Expressen.

Indespærringen har varet i sammenlagt tre år og ni måneder. Det var i april 2011, at svenskeren blev anholdt i Panama og derefter udleveret til USA.

I begyndelsen nægtede han sig skyldig i at have forsøgt at levere militære våben til Farc til gengæld for leverancer af kokain. Men senere valgte han samarbejde med myndighederne og at tilstå.

Oprindeligt annoncerede en statsanklager i New York, at straffen ville være på mindst 20 års fængsel.

- Paul Mardirossian var indstillet på at levere militære våben til personer, som, han troede, var terrorister, der havde det klare formål at skade amerikanere, udtalte statsanklager Preet Bahara i 2012.

Straffen til bagmanden ligger dermed ganske tæt på den sanktion, som Højesteret i Danmark idømte den kurér, der afleverede de to våben som en slags vareprøve i Rødovre.

Denne mand fik nemlig tre års fængsel. Under denne sag har rigsadvokat Ole Hasselgaard i øvrigt erkendt, at den amerikanske efterforskning med en undercover agents betydelige pres på Mardirossian formentlig ikke er lovlig efter dansk ret.

Men såvel rigsadvokaten som Højesteret har lagt vægt på, at kuréren ikke selv var i kontakt med den amerikanske agent, og at han derfor ikke direkte blev udsat for en ulovlig provokation.

/ritzau/