Historien giver luft til Real Madrids håb

Dengang var Real Madrid også bagud 1-4 fra det første opgør på Baseball Ground. Men et Real-hold med den nuværende spanske landstræner Vicente del Bosque i startopstillingen kom stærkt igen, så resultatet efter 90 minutter var præcis det samme, 4-1. I den forlængede spilletid sørgede Santillana så for den afgørende scoring i Madrids favør, da han i det 100. minut gjorde til 5-1.

10 år senere lavede kongeklubben et lige så stort comeback i UEFA Cuppen, da man havde tabt 1-5 til Borussia Mönchengladbach for så siden at vinde 4-0 i Spanien.

- Kampene mod Derby og Mönchengladbach var utrolige kampe. Hvis du tænder tændstikken, så brænder Bernabeu alting, siger Santillana optimistisk forud for den ellers så umulige opgave mod Dortmund.

Den nuværende Bayern-træner Jupp Heynckes stod som 40-årig dengang i spidsen for Mönchengladbach.

- Det var det værste øjeblik i min karriere. Jeg ville ikke længere være fodboldtræner. Det var værre end de dødstrusler jeg fik senere i karrieren, siger den tyske veterantræner, der har gemt det afskedsbrev, som han dengang skrev uden at sende det.

Hvis Real skal gøre et lignende comeback, ligger ansvaret primært hos Cristiano Ronaldo. Han fik en lårmuskelskade i det første opgør mod tyskerne, og han kunne ikke spille, da et reservespækket Real besejrede Atletico 2-1 i lørdagens madrilenske lokalderby. Men mandag trænede Ronaldo igen fuldt ud, og José Mourinho har meldt ham klar.

- Cristiano er fuldt ud klar til at spille, fastslog Mourinho mandag.

Den portugisiske træner tror på, at Real kan gøre det umulige og indhente tremålsforspringet.

- For mig er det én kamp. Vi er bagud 1-4 efter 90 minutter, der mangler 90 minutter, og i fodbold er det muligt. Vi kan ikke spille så dårligt, som vi gjorde i Dortmund, vi er fantastisk fodboldhold med fantastiske spillere. Vores intention er først at vinde kampen, og hvis vi kommer foran, vil vi lave flere mål, og se om vi kan nå det, siger han til mundodeportivo.com.

- Vi vil gå efter at score indtil det sidste øjeblik. Hvis vi spiller, som vi gjorde i Dortmund, taber vi kampen. Men vi spiller, som vi har gjort i andre kampe og med den samme holdånd, er alt muligt.

Mourinho ved dog, at pilen peger på ham, hvis det ikke lykkes at indhente Dortmund.

- I næsten alle fodboldklubber, ikke bare i Real Madrid, er det sådan, at succes er alles succes, mens fiasko tilhører træneren, erkender træneren.

- Min fremtid afhænger ikke af kampen i morgen. Det er en skam, at folk læser avisen og ikke ser, at Klopp afviser, at han skulle have sagt, at jeg skal til Chelsea, siger Mourinho, der dog fortsat ikke vil sige noget konkret om, hvor han er træner efter sommerferien.

Dagens Gossip

Dagens TV