Historien om et dopingcirkus

[email protected]

og Mads Korsager Nielsen

[email protected]

Det sendte chokbølger gennem svømmedanmark, da det søndag kom frem, at den største danske mandlige svømmestjerne, 24-årige Mads Glæsner, var røget i dopingfælden. Tre måneders karantæne og fratagelse af to VM-medaljer. Én af bronze og én af guld.

Siden februar, hvor den positive A-prøve lå klar, og frem til i dag, har Mads Glæsner været tilskuer til sit helt eget dopingcirkus, der i sidste ende blev sat i scene af en utilgivelig og – i første omgang mystisk forbytning.

Her fortæller Mads Glæsner om den vanvittige rejse fra Los Angeles til København, Istanbul og Lausanne, der endte med at koste to VM-medaljer og falder tilbage på noget så hverdagsagtigt som en Vicks-inhalator mod forstoppet næse.

7. februar 2013, Los Angeles

Mads Glæsner er netop færdig med sin morgentræning ved sit hjem i Los Angeles. Han kigger på telefonen og opdager, at sportschefen i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, har lagt en besked.

»Ring til mig!« lyder det, og det gør Glæsner så.

Beskeden hjemme fra Danmark giver ham et kæmpe chok. Mads Glæsner er blevet testet positiv for det ulovlige stof Phenpromethamine efter at have afgivet en urinprøve umiddelbart efter finalen i 400 meter fri ved VM i Istanbul 14. december. En finale hvor Mads Glæsner vinder bronze.

»Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvordan det stof kunne være kommet ind i systemet. Og i sådan en lille dosis,« siger Mads Glæsner i dag på telefonen fra USA.

Så Mads Glæsner giver sig til at undersøge sagen. Han får testet sine kosttilskud og vitaminpiller, men der er ikke noget at komme efter. Det kan heller ikke komme fra maden under VM, for alle svømmerne spiste det samme sted – og fik det samme.

»Det var en lang og hård periode, for det gav slet ingen mening,« siger han i dag.

6. marts 2013, Barcelona

På Mads Glæsners foranledning bliver B-prøven derfor analyseret i et laboratorium i Barcelona. Der må være sket en fejl, tænker han. På internettet læser han nemlig om den britiske skiløber Alain Baxter, der bliver testet positiv for en afart af stoffet methamphetamine efter at have benyttet en Vicks-inhalator mod forstoppet næse.

Og så er det, at Mads Glæsner kommer i tanke om, at han også har brugt en Vicks-inhalator på et tidspunkt under VM. Han er dog overbevist om, at han har brugt en dansk udgave af bolsjefabrikantens inhalator og ved ikke, at der er forskel på produkterne fra land til land. Mads Glæsner blev jo heller ikke testet positiv for det samme stof som briten. Han får derfor B-prøven åbnet og sender sin egen ekspert med ned, for at se om alt går rigtig for sig.

19-20. marts, Los Angeles

Mads Glæsner får at vide, at B-prøven også er positiv, men der er sket en fejl. Han er alligevel ikke testet positiv for phenpromethamine, men levmetamfetamine, som ganske rigtigt er et stof i den amerikanske udgave af Vicks-inhalatoren.

»Det gav på en måde ro og mening, for så vidste jeg da, hvor det kom fra,« siger Mads Glæsner.

Under VM i december har han nemlig benyttet en amerikansk inhalator, som hans mor har givet ham. Vi spoler lige tre måneder tilbage.

December 2012, København og Istanbul

Mads Glæsner er kommet hjem til Danmark til et hurtigt stop, før han skal videre med flyet til Istanbul. Han kommer fra 25 grader i Los Angeles til et koldt vinter-Danmark, så han er blevet lidt snottet.

9. december rejser Mads Glæsner og resten af det danske svømmelandshold til Istanbul, men bliver voldsomt forsinket af et regulært snekaos i Kastrup. Det hjælper ikke på den løbende næse, så Mads Glæsner får lidt ekstra ’fyld i næsen.

Da han endelig kommer til Istanbul, bruger han den amerikanske Vicks-inhalator, som han altså har fået af sin mor. Mads Glæsner vil i dag ikke forklare, hvorfor Glæsners mor havde en amerikansk udgave af Vicks-inhalatoren – som altså indeholder det forbudte stof – fordi han overvejer en appelsag, der alene vedrører ham og Den Internationale Svømmeunion, FINA.

Marts 2013

Mads Glæsner vælger en frivillig karantæne for at ’vise sin velvillighed. Han får tid til at tænke tilbage på VM. Glæsner vurderer, at 400 meter fri-finalen – løbet før dopingtesten var hans mest skuffende under VM.

- Det var på ingen måde noget fantomløb, og jeg svømmede meget langsommere, end jeg kan på den distance. Personligt er det for mig vigtigt at vide, at det (ulovlige stof fra inhalatoren, red.) ikke har givet mig nogen fordel,« siger han.

Direktør i Anti Doping Danmark, Lone Hansen, der er uddannet humanbiolog, forklarer, at stoffet har en opkvikkende effekt. Man bliver ikke så træt, og man restituerer også lidt hurtigere. Effekten er dog ikke særlig stor, forklarer hun.

14. juni 2013, Lausanne

Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion, tager med Mads Glæsner til høring ved FINAs dopingpanel i Schweiz. Glæsner får en mild straf på tre måneder samt fratagelse af bronzemedaljen ved VM i december.

Men ved hjælp af en tilsyneladende fejlagtig sagsbehandling kunne systemet nemt have kørt Mads Glæsner helt over. Ifølge Glæsner, kan han nemlig takke sig selv for at straffen ikke blev strengere. Hvis bare han havde accepteret den første test, kunne han have fået to års karantæne.

16-19. juni 2013, Los Angeles

Det kommer frem, at Mads Glæsner nu også mister sin VM-guldmedalje på 1500 meter fri.

Uden tiden fra finalen er han ikke sikker på en direkte finaleplads ved EM i Herning til efteråret, så svømmeren overvejer en appel. Først skal en advokat dog konsulteres. Inden da skal der dog slappes af og kigges frem.

»Jeg prøver at se positivt på det. Det bliver jeg nødt til. Og så kan det her være med til at gøre mig til en stærkere svømmer,« siger Mads Glæsner, der glad for den støtte, han har fået fra folk omkring ham.

Dagens Gossip