Historiens hurtigste PL-hattrick ydmyger Okore og Villa

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

2 minutter og 56 sekunder. Det var, hvad den senegalesiske angriber Sadio Mané skulle bruge på at score hattrick for Southampton lørdag eftermiddag.

Det satte en sand ydmygelse af Aston Villa med forsvarsspilleren Jores Okore i gang. Danskerklubben tabte 1-6.

Sadio Manés hattrick var det hurtigste nogensinde i en Premier League-kamp. Hans scoringer fra det 13. til 16. minut sørgede for føring til hjemmeholdet på 3-0.

Tidligere var Robbie Fowler indehaver af rekorden, da han i sin tid som Liverpool-angriber præsterede at score tre mål på 4 minutter og 33 sekunder.

Sadio Mané fik også hjælp af et Aston Villa-forsvar, der var aldeles skidt spillende. Jores Okore havde absolut også sin andel i elendighederne.

Okore og makkeren i det centrale forsvar Ron Vlaar kunne slet ikke matche Southampton-angribernes hurtighed og kom til at se dumme ud i flere situationer.

Ikke kun Mané funklede i hjemmeholdets angreb. Shane Long havde også en stor dag.

Først lagde han op til to af Manés kasser, inden han selv scorede til 4-0 og 5-0. Det sidste fra godt 40 meter, da han erobrede bolden efter endnu en Villa-brøler og løftede bolden ind over målmand Shay Given.

På bænken græmmede manager Tim Sherwood sig, og det var ikke til megen opmuntring, at Christian Benteke - månedens bedste i Premier League i april - reducerede flot med hovedet til 1-5 lige inden pausen.

I anden halvleg fik Villa nogenlunde sat en prop i hullet, men det lykkedes dog for Graziano Pelle at cementere til 6-1 med ni minutter tilbage.

Med nederlaget kan Aston Villa stadig risikere at rykke ned. Holdet er dog sikker på at overleve, hvis Hull under nedrykningsstregen senere lørdag taber på udebane til Tottenham.

Sker det ikke, kan Villa sikre sin Premier League-eksistens med en hjemmesejr i sidste spillerunde mod Burnley, der allerede er rykket ned.

I den anden ende af tabellen avancerede Southampton til sjettepladsen, men Tottenham kan tage pladsen tilbage med en sejr over Hull.

/ritzau/