Historisk aktie-optur efter centralbank-opkøb

Det amerikanske børsmarked kommer med en markant reaktion på, at den amerikanske centralbank onsdag aften har annonceret, at den fastholder sine store støtteopkøb.

Indekset Dow Jones' virksomhedsgennemsnit sætter ny historisk rekord kort efter udmeldingen.

Indekset steg med 109,28 point svarende til 0,7 procent til 15.639,01.

S&P 500-indekset, der omfatter 500 Dow Jones-virksomheder, steg med 0,91 procent til 1720,3.

Netop centralbankens massive obligationsopkøb i år har været årsag til, at det amerikanske aktiemarked er vokset betydeligt - Wall Street er vokset 20 procent i år.

Mange økonomiske eksperter havde spået, at den amerikanske centralbank onsdag ville indlede en nedtrapning af sine månedlige opkøb af obligationer for 85 milliarder dollar.

Det gjorde banken imidlertid ikke. Banken fortsætter samme niveau af opkøb, fordi den mener, at økonomien fortsat har brug for denne støtte.

De månedlige opkøb fungerer som en stimulering af markedet.

Bankens komité med ansvar for pengepolitikken meddeler, at "den har besluttet at afvente flere beviser på, at fremgangen er holdbar, før den justerer sine opkøb."

Federal Reserve har nedjusteret forventningerne til væksten for i år og næste år, hvilket peger på, at økonomien stadig kæmper med at slippe fri af recessionen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV