Historisk Bullshit-hus sat til salg

Det lille faldefærdige hus på Agerlandsvej i Amager, der ikke syner af meget, er sat til salg for to millioner kroner, skriver boliga.dk.

Huset har dog en stor plads i den danske kriminalhistorie. Det var nemlig her, at rockergruppen Bullshits præsident, Henning Norbert Knudsen med øgenavnet 'Makrellen', boede, og det var på vejen lige ude foran hans bolig, at et af danmarkshistoriens mest omtalte drab fandt sted en forårsmorgen i 1984.

Den 25. maj dette år lå Hells Angels-rockeren Jørn 'Jønke' Nielsen på lur i en bil. Da Makrellen og hans kone, Pia Soldthved Larsen, satte sig ind i deres folkevognsrugbrød, sprang Jønke frem fra sit skjul, trykkede aftrækkeren på sin maskinpistol i bund og sendte en sværm af kugler gennem forruden.

Pia Soldthved flygtede. Jønke løb hen til siden af bilen og gjorde arbejdet færdigt. Han gennemhullede Makrellen med 16 skud i hals, ryg og bryst, skriver boliga.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Jønke flygtede efter rockerdrabet af til Frankrig og senere Canada. I 1988 vendte han vendte hjem til Danmark. Samme år opløste rockergruppen Bullshit sig selv.

Jønke blev i 1989 idømt 16 års fængsel for mordet.

Huset på Agerlandsvej med den blodige historie blev solgt fem måneder efter snigmordet på Makrellen for 484.000 kroner og kan i dag købes for et par millioner kroner.

Dagens Gossip