Historisk dom: Med et slag gør højesteret homo-ægteskaber lovlige i hele USA

Skrevet af admin

26/06/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske højesteret afgør, at homoseksuelle har ret til at blive gift i alle amerikanske stater, skriver nyhedsbureauet Reuters. Stemmerne blandt de ni højesteretsdommere lød på fem-fire.

Ægteskaber for bøsser og lesbiske var i forvejen tilladt i 36 stater, men er altså nu lovligt i alle 50 amerikanske stater.

- Afgørelsen om homo-ægteskaber er et stort skridt mod ligestilling, skriver den amerikanske præsident, Barack Obama, på Twitter.

Afgørelsen ses som en historisk triumf for den amerikanske bevægelse, der kæmper for bedre borgerrettigheder til bøsser og lesbiske.

I en skelsættende afgørelse i juni 2013 bestemte USA's Højesteret, at man ikke kunne definere ægteskab som værende mellem en mand og en kvinde.

Det åbnede for, at gifte homoseksuelle kunne nyde samme rettigheder og privilegier som heteroseksuelle. Men dommen lod det dengang fortsat være op til de enkelte delstater, om homo-ægteskaber skulle være lovlige eller ej.

Nu har den amerikanske højesteret afgjort, at homoseksuelles ret til at blive gift er garanteret af den amerikanske forfatning, der gælder i alle stater.

/ritzau/