Historisk: Landingsfartøjet Philae er landet på komet

Rumsonden Rosettas landingsfartøj Philae er landet på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko. Den historiske landing bekræftes af det europæiske rumagentur ESA.

Det er første gang nogensinde, at det er lykkedes at lande på en komet. Kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko befinder sig 511 millioner kilometer væk, og ifølge ESA's beregninger har det taget signalet 28 minutter at rejse fra kometen til jorden.

Landingsfartøjet indeholder blandt andet et laboratorium, hvorfra man vil forsøge at tage prøver fra kometen.

Philae tog af sted fra rumsonden Rosetta klokken 10:04 onsdag formiddag. Næsten øjeblikkeligt efter landingen på kometen begyndte Philae at sende data tilbage til Rosetta og tilbage til Jorden. Der forventes billeder fra landingsfartøjet omkring klokken 18:00 onsdag aften.

Philae er nu fortøjret til kometen med harpuner, der er blevet skudt ind i kometen, og landingsfartøjets motorer er derfor slukket.

Hos det europæiske rumagentur er der stor glæde over bedriften.

- Vi er de første til at gøre dette. Den bedrift vil stå for evigt, siger Jean Jacques Dordain, der er direktør for ESA ifølge the Guardians netavis.

/ritzau/

Dagens Gossip