Historisk: Lise har kun fået 12-taller på ingeniørstudiet

Skrevet af admin

20/08/2014

Dagens topnyheder

Det er et højst usædvanligt eksamensbevis, som på fredag bliver overrakt til den 24-årige nyuddannede civilingeniør Lise Kjær Andersen.

I samtlige eksamener fra første til sidste semester har Lise Kjær Andersen leveret faglige toppræstationer til karakteren 12, oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Lise Kjær Andersen har netop opnået karakteren 12 for sit speciale om såkaldt responsmodellering af armerede betonskiver.

Med det sætter hun punktum for en imponerende studiepræstation med intet mindre end 30 12-taller, hvilket svarer til hver eneste én af alle afsluttede, karaktergivende eksamener på den fem og et halvt år lange uddannelse til civilingeniør i byggeri.

Lise Kjær Andersen blev for to og et halvt år siden diplomingeniør med det hidtil flotteste eksamensbevis, nogen kan mindes i Danmark. I den forbindelse modtog hun Ingeniørforeningens Agnes og Betzy pris for sin indsats.

Meget tyder på, at hun skriver sig ind i dansk universitetshistorie.

- Det er meget usædvanligt, og jeg husker ikke, at jeg har set det nogensinde før. Når man tager i betragtning, at ingeniører skal bestå forholdsvis mange eksamener i løbet af deres uddannelse, bliver det yderligere imponerende.

- En sådan præstation på en ingeniøruddannelse kræver ikke blot et rigtig godt hoved og teoretisk indsigt. Det kræver også en meget veludviklet sans for, hvordan man kan omsætte teori til at løse virkelige problemstillinger, siger Thomas Toftegaard, institutleder ved Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.

Lise Kjær Andersen selv er mere ydmyg, når hun omtaler sine eksamenspræstationer.

- Byggeri har min store interesse, og det, tror jeg, har været med til, at jeg har klaret mig så godt. Den faglige fordybelse har aldrig været en pligt for mig. Vi har haft nogle undervisere, som har været gode til at stimulere vores interesse, siger hun.

Ved siden af studierne har Lise Kjær Andersen arbejdet som projektansat ingeniør hos det rådgivende ingeniørfirma Cowi og været med til at lave forarbejdet til nogle af byggerierne i den nye havnebydel i Aarhus.

I næste måned starter Lise Kjær Andersen i en alder af blot 24 år sin forskerkarriere ved Aarhus Universitet som ph.d.-studerende i armeret beton.

/ritzau/