Historisk oliebeslutning på vej fra USA

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Verdens oliemarked står klar til at få en ny, stor aktør, når USA forventeligt hæver sit årtier år gamle forbud mod at eksportere olie. Det skriver det anerkendte erhvervsmedie Wall Street Journal.

Ifølge avisen er den amerikanske kongres' republikanske ledere blevet enige med deres demokratiske modparter om at hæve forbuddet mod olieeksport. Dermed er der åbnet op for, at amerikansk olie kan tilflyde verdensmarkedet.

Lovgivningen skal fortsat stemmes igennem og godkendes af Barack Obama.

At løfte forbuddet er en prioritet for republikanerne og olieindustrien, mens demokraterne til gengæld får forlænget tilskud til vind- og solenergi.

Forbuddet blev lavet under oliekrisen i 1975, da OPEC gennemførte en olieembargo, der sendte prisen på olie voldsomt op. Det fik USA til at forbyde al eksport af egen olie af strategiske årsager.

Siden da har forbuddet dog skabt store problemer for olieindustrien i USA, der ikke kan eksportere sine varer. Samtidig har det skabt store problemer for raffinaderisektoren.

En ophævelse af forbuddet har været et hedt emne siden USA begyndte at finde store mængder skifferolie, der kan udvindes gennem det såkaldte fracking. Det har, ifølge CNN, øget landets olieproduktion med 90 procent siden 2008.

Analytikere forventer ifølge Wall Street Journal ikke at ophævelsen af forbuddet vil have en stor effekt på olieprisen på den korte bane, da verdensmarkedet allerede er oversvømmet med billig olie fra Saudi Arabien, Iran og Rusland.

- Aftalen om at ophæve forbuddet mod eksport af råolie er en væsentlig ændring i amerikansk politik, men når det gælder den kortsigtede indvirkning på priserne, venter vi, at den vil være sporadisk og trend-drevet. Alt hvad der sker er, at noget af overskuddet fra USA, hvor den største lagerkapacitet er, overføres til andre steder i verden, vurderer energikonsulent Virendra Chauhan fra Energy Aspects i Singapore over for Bloomberg News.

/ritzau/