Historisk voldsomt regnvejr koster otte livet i Kina

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Voldsomt nedbør har kostet otte mennesker livet i byen Xinyi i den sydkinesiske provins Guangdong. Desuden er fire personer meldt savnet, skriver Xinhua.

Det kinesiske nyhedsbureau citerer lokale myndigheder for, at regnskyllene er de kraftigste i området i 200 år. Lørdag faldt der i løbet af bare seks timer 429,5 millimeter regn.

Redningsmandskab er sammen med 200 telte og ti ton ris sendt til byen, og alarmberedskabet er hævet til det næsthøjeste niveau.

De voldsomme regnskyl begyndte at aftage lørdag eftermiddag og ophørte i løbet af aftentimerne.

Herhjemme advarede DMI lørdag om risiko for skybrud i dele af Danmark søndag. Skybrud defineres ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

/ritzau/