Historiske tyvekoster er intakte

Mere end to hyldemater uvurderligt historisk materiale er over 10 år blevet listet ud fra Rigsarkivet. Gerningsmændene har dog passet godt på dokumenterne.

Det fortæller vicepolitikommissær Tomas Juhl fra Københavns Politis Station City, som står i spidsen for efterforskningen af sagen.

- Det er blevet opbevaret på en udmærket måde. Det har ikke stået uforsvarligt, og det var i fin stand. Det stod bare det forkerte sted, fortæller Tomas Jul til Ritzau.

Arkivmaterialet blev sikret af politiet i forbindelse med ransagning hos to mænd, der blev anholdt onsdag. Det var Rigsarkivet, som oplyste navnene på de to og fortalte, at de angiveligt stod bag omfattende tyveri fra arkivet.

- I den anledning lavede vi en aktion mod de to, hvor vi ransagede deres bopæle og opholdssteder. Og i den forbindelse fandt vi en masse materiale fra Rigsarkivet, siger Tomas Juhl.

Arkivmaterialet består af dokumenter omkring besættelsestiden og ifølge Rigsarkivet er der tale om uvurderligt materiale.

Ifølge Tomas Juhl er motivet efter politiets opfattelse dels berigelse, altså at materialet skulle sælges, og dels en personlig interesse.

De anholdte er en mand i 40'erne og en mand i 50'erne. Begge kommer fra København og er kendt i forvejen af politiet. Den ene er ifølge Tomas Juhl endda særdeles godt kendt.

Mændene bliver torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling. De er sigtet efter straffelovens paragraf om tyveri under skærpende omstændigheder.

Derudover er mændene sigtet for en mindre alvorlig paragraf om at fjerne ting af offentlig interesse. Mændene nægter sig skyldige i de rejste sigtelser.

Ifølge rigsarkivar Asbjørn Hellum er der trods politiets fund stadig materiale, som ikke er dukket op.

Hos politiet fortæller Tomas Juhl, at efterforskningen af sagen nu fortsætter, men man forventer ikke, at der har været flere indblandet end de to, som allerede er anholdt.

- Men det kan naturligvis ikke udelukkes, og det er noget, som efterforskningen vil vise, siger han.

 

Dagens Gossip

Dagens TV