Hitsangerinde på festival: Var stiv og uhumsk

Northside, Roskilde og Smukfest vil alle sammen have et lille stykke af hitsangerinden MØ, der denne sommer er booket til at spille på samtlige af de største musikfestivaler i Danmark.

Og mens publikum strømmer til fra hele landet for at opleve det 25-årige popikon live, tænker MØ tilbage på dengang, hun var 16 år og på festival for første gang.

- Det var fantastisk. Jeg var bare stiv konstant og boede i pis og lort og havde ingen penge. Det var skønt, fortæller sangerinden med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted.

MØ husker, hvordan hendes krop dengang kunne nøjes med en enkelt times søvn, før den igen var frisk og klar til at feste videre.

- Det kan man jo sagtens holde til, når man er 16 år. Der er ens krop bare ligeglad. Den er bare frisk, konstaterer MØ med en snært af nostalgi i stemmen.

Ni år senere kan den succesfulde sangerinde godt mærke, at kroppen er blevet lidt ældre.

- Det er lidt sjovt, for jeg er jo kun 25. Men jeg kan bare mærke, det er noget helt andet nu, siger hun.

Sangerinden indrømmer, at hun, sidste gang hun var på festival som gæst, valgte at overnatte i et såkaldt stilleområde.

- Det var faktisk rart ikke at ligge midt i larmen, medgiver hun.

Søvnbehovet er også væsentlig større nu, end da MØ var teenager. Det travle liv med mange koncerter, gør det ekstra vigtigt for MØ at passe på sig selv og sørge for at få den nødvendige hvile.

- Det er fandeme vigtigt at være frisk til at kunne synge og lave et fedt show. Det er meget nemt at blive syg, når man ikke får sin søvn, siger hun.

Det lærte MØ på den hårde måde, da hun i april turnerede rundt i Europa.

- Vi havde kørt hårdt på i mange dage, og pludselig stod jeg bare der på scenen og havde ingen stemme og ingen energi. Det er sgu noget lort!

- Derfor er jeg nu ekstra opmærksom på det med søvnen. Det må man bare ikke undervurdere, siger hun.

Men alt med måde, mener MØ, der ikke har lagt den gamle festivalpige helt på hylden endnu.

- Når jeg har spillet, skal jeg helt sikkert ud og se noget musik og lige mærke stemningen, siger hun.

MØ spiller på Smukfest i Skanderborg onsdag d. 6. august Kl. 22.30.

Newspaq

Dagens Gossip