Hizbollah vil støtte Assad til det sidste

Hizbollah har siden sin fødsel i 1980erne haft som overordnet mål at bekæmpe Israel og har udnævnt sig selv som Libanons »modstandsbevægelse«. Men i talen sagde Hassan Nasrallah, at Hizbollah er på vej ind i »en helt ny fase«.

»Syrien er rygraden i og en vigtig støtte af modstandsbevægelsen, og modstandsbevægelsen kan ikke se passivt til, når dens rygrad er truet. Det ville være idioti,« sagde Nasrallah.

Det er Hizbollah-lederens hidtil mest direkte erkendelse af, at den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse er massivt til stede i Syrien, hvor den kæmper på samme side som præsident Assads regeringsstyrker. Udtalelserne kom lørdag, og samme dag mistede 22 Hizbollah-krigere livet i kampe mod primært sunnimuslimske oprørere i den syriske by Qusair, der ligger få kilometer fra den libanesiske grænse.

For Hizbollah fungerer Syrien som korridor for strømmen af penge og våben, der jævnligt bliver sendt af sted fra det shiamuslimske styre i Iran til Hizbollah i Libanon. Derfor er det særligt afgørende for Hizbollah, at Assad-styret i Syrien ikke vælter, påpeger Waddah Sharara, der er libanesisk sociologiprofessor og forfatter til en bog om Hizbollah, der på arabisk betyder »Guds parti«.

»Assad-klanens fald ville få livsfarlige konsekvenser for Hizbollah. Det ville ikke blot bremse strømmen af våben, mandskab og penge, men det vil også betyde, at Hizbollah ikke længere ville nyde godt af den totale beskyttelse fra det syriske regime, som det har været tilfældet i de seneste tre årtier,« siger Waddah Sharara til nyhedsbureauet AFP.

Kun 12 timer efter Hassan Nasrallahs tale kom der tilsyneladende et modsvar, da to raketter ramte ned i den sydlige del af Libanons hovedstad, Beirut, hvor Hizbollah står stærkt.

Libanon har især i den nordlige del af landet været påvirket af borgerkrigen i Syrien, og i byen Tripoli er der jævnlige kampe mellem libanesere, der henholdsvis er for og imod Syriens præsident Assad. Kampe og angreb i hovedstaden Beirut forekommer til gengæld langt sjældnere.

Ingen har endnu taget ansvaret for raketangrebet, men en talsmand for oprørerne i Den Frie Syriske Hær siger til den libanesiske avis Daily Star, at Den Frie Syriske Hær ikke har noget at gøre med angrebet, der kvæstede fire personer.

»Den mand, der skal bebrejdes for sådanne angreb, er ham, der fører sit land ind i denne situation, den store satan Nasrallah,« siger talsmanden Louay Meqdad til avisen.

Hizbollahs politiske modstandere i Libanon bakker generelt op om bevægelsens modstand mod Israel, men tidligere premierminister Saad Hariri mener, at Hassan Nasrallah og Hizbollah med involveringen i Syrien er i færd med et begå »politisk og militært selvmord« , og Hariri kritiserer desuden Hizbollah for at opildne til sekteriske kampe mellem libanesere.

Mens kampene fortsatte i grænsebyen Qusair og raketterne faldt i Beirut, bekræftede den syriske regering søndag, at man planlægger at deltage i den amerikansk-russiske fredskonference om Syrien, der skal afholdes i Schweiz i næste måned.

Dagens Gossip