Hjælp politiet med at fange økse-røvere: Har du set noget mistænkeligt?

Skrevet af Sol Stoffregen

15/04/2015

Mest læste i dag

Østjyllands Politi har anholdt to formodede røvere i en sag om røveriforsøg mod en guldsmed i Aarhus, men to røvere er stadig på fri fod. Derfor opfordres borgere til at hjælpe med at identificere gerningsmændene og deres våben.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Røveriforsøget mod urmager- og guldsmed Knud Pedersens butik på hjørnet af Sct. Clemens Torv/Sct. Clemens Stræde i Aarhus C skete i fredags (den 10. april) kl. 17.25. Her forsøgte fire mænd ved hjælp af medbragte økser at smadre den inderste glasdør til forretningen, men uden held.

Gerningsmændene, hvoraf én var bevæbnet med pistol, flygtede ad Strøget i retning mod Banegården og herefter til venstre ad Posthussmøgen.

Læs også: Politiet efterlyser formodet voldsmand

Efterfølgende har politiet fundet to af økserne i åen - begge økser er mærket "Green" og er turkisgrønne på skaftet og en del af bladet. Økserne har en skaftelængde på ca. 80 cm.

Østjyllands Politi har anholdt to rumænske mænd på 19 år, men mangler de to øvrige gerningsmænd. I den forbindelse vil politiet gerne høre fra vidner, der har set gerningsmændene før røveriet fx på Strøget/Søndergade eller før dette.

Signalementet af mændene lyder:
- Mænd
- Formentlig alle rumænske
- 18-22 år
- Alle slanke
- Iført hhv. lyse og sorte cowboybukser samt mørke jakker/trøjer.
- Én af gerningsmændene, der går lidt foran de andre, bærer på en brun taske, hvori de to økser ligger. Håndtagene på økserne stikker op af tasken.

Læs også: Genkender du ham? Polak med hukommelsestab dukker op i London - har muligvis været i Danmark

Ligeledes vil politiet gerne i kontakt med fire slags vidner/folk:
- Vidner, der har set gerningsmændene efter røveriet.
- Vidner, der har kendskab til, hvor gerningsmændene kan have overnattet fx vandrehjem, sommerhus, hotel eller telt.
- Folk, der forhandler økser af mærket "Green", eller kender nogen, der gør.
- Borgere, der har fået stjålet økser af mærket "Green".

Østjyllands Politi modtager oplysninger på telefon 114 eller 87311448.

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: