Hjælp til Syrien ligger klart i moderne Unicef-lager

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

I samme øjeblik, som det syriske regime og oppositionen når til enighed om åbne op for humanitær hjælp til områder i Syrien, vil fødevarer, medicinsk udstyr og anden nødhjælp blive sendt til landet - blandt andet fra Unicefs store nødhjælpslager i Nordhavnen.

- Åbningen af humanitære korridorer i Syrien er vores største prioritet i den første fase af fredsforhandlingerne i Genève, siger udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Han besøgte mandag Unicefs fuldautomatiske verdenslager i den danske hovedstad, samtidig med at de stridende parter i den syriske konflikt for tredje dag i træk satte sig til forhandlingsbordet i den schweiziske by.

Ifølge ministeren er Syrien i dag i fokus sammen med det tyfon-ramte område i Filippinerne og konflikten i Den Centralafrikanske Republik.

- De tre samtidige humanitære megakriser lige nu, som har udløst FN's højeste prioritering af kapacitet, ressourcer og deployering, betyder, at det internationale humanitære system er spændt til det yderste, siger Rasmus Helveg Petersen.

I forbindelse med mandagens besøg på lageret i Nordhavnen lancerede han en humanitær partnerskabsaftale med Unicef på 40 millioner kroner for 2014.

Ministeren har besøgt syriske flygtninge i nabolandene Jordan og Libanon, hvor han er blevet imponeret af effektiviteten af nødhjælpsindsatserne:

- På turen har jeg også set, hvordan Unicefs indsatser for at sikre skolegang for syriske flygtningebørn i Libanon har givet flygtningefamilierne en form for normalitet i den forfærdelige situation, de befinder sig i.

Danmark støtter denne Unicef-indsats med 30 millioner kroner.

Den nye bevilling til FN's børnefond skal være med til at bygge broer fra nødhjælp til udvikling i skrøbelige lande - og særligt for de berørte børn.

- Der er behov for at få bygget bro fra de humanitære indsatser til det langsigtede udviklingsarbejde, som afhjælper de underliggende årsager til sårbarhed, understreger Rasmus Helveg Petersen.

Det samlede danske bidrag til Unicef lå i 2013 på mere end 350 millioner kroner.

/ritzau/