Hjælpeorganisation frygter tortur af tilbageholdte egyptere

»Vi ved af erfaring, at det egyptiske militær ikke har respekt for retssikkerheden, og at det systematisk har brugt ekstrem vold og tortur som undertrykkelsestaktik,« siger Lars Døssing Rosenmeier, der leder flere IRCT-projekter i Egypten.

»Yderligere har det en nedtrykkende historie i forhold til straffrihed for torturgerningsmændene. Det militære apparat og det militærpersonel, der tidligere har tortureret, er stadig ved magten,« slår han fast.

Kun mellem en og tre procent af de, der anmelder tortur i Egypten, får lov at gå rettens vej, viser en undersøgelse offentliggjort i IRCTs tidsskrift i begyndelsen af 2013. Det sker, fordi der er enorme institutionelle barrierer for en retfærdig retsproces, konkluderer undersøgelsen.

Oven i er de, der tidligere har været med til at overtræde menneskerettighederne, fortsat medlemmer af militæret eller arbejder for politiet, lyder det fra IRCT.

Under det tidligere militærregime har IRCTs menneskerettighedspartnere i regionen flere gange dokumenteret systematisk tortur af tilbageholdte personer. Alene i 2011 fandt man beviser for, at 139 blev ofre for statsvold, og 165 blev torteret, og det er ikke blevet bedre, forklarer Lars Døssing Rosenmeier.

»Der er ingen fremskridt sket, og der er intet, der tyder på, at politiets adfærd vil være anderledes denne gang.«

Hjælpeorganisationen opfordrer på det kraftigste til, at overtrædelserne af menneskerettighederne straks får en ende.

»Egypten skal bygges på demokrati, respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed, da det er den eneste måde, hvorpå vi kan stoppe den ekstreme vold, militæret og politiet benytter,« siger Rosenmeier.

Dagens Gossip