Hjemløse får egen gravplads i København

Initiativtager og formand for foreningen »Giv en hånd« Michael Espensen forklarer, at mange hjemløse har mistet relationen til deres familier.

»Til gengæld har de et tilhørsforhold til andre, der lever på gaden, og derfor er det fantastisk, at de nu får deres eget sted, både at blive begravet og at mødes og mindes deres kammerater,« siger han i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

Indtil nu er næsten alle afdøde hjemløse i København blevet kremeret i Bispebjerg Krematorium og nedsat i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), glæder sig over det nye initiativ, fordi det ifølge hendes mening viser, at København er en by for alle.

»Jeg er glad for, at vi nu kan imødekomme de hjemløses ønske om et særligt begravelsessted. Vi har gennem mange år også arbejdet på at gøre livet som hjemløs lidt nemmere ved at indrette pladser i blandt andet Nørrebroparken, på Sundholm og på Enghave Plads, hvor de hjemløse kan mødes på deres egne præmisser,« siger hun i en pressemeddelelse.

På Assistens Kirkegård får de hjemløse en skulptur, der skal fungere som mindesmærke. Bag den står kunstneren Leif Sylvester, der selv donerer skulpturen.

»Jeg så straks en broget flok for mig, mennesker som havde flere ting til fælles. Blandt andet gaden, de eksistentielle problemstillinger, de samme enkle savn og så det til fælles, at alle skal dø. Ingen vil have, at alting ophører, og derfor er det vigtigt at have et sted, man kan gå hen og mindes,« siger Leif Sylvester.

Udover foreningen »Giv en hånd« donerer Vor Frue Kirke et beløb til projektet, så der kan etableres bænkeplads og affaldskurve ved gravstederne. Også Himmelblåfonden bidrager økonomisk, mens kommunen stiller arealet til rådighed.

Når gravpladsen er indviet, vil kontoret for offentlige begravelser i Københavns Kommune automatisk henvise afdøde adresseløse til det særlige område på Assistens Kirkegård, med mindre der er et andet ønske fra den afdødes efterladte.

Dagens Gossip