Hjemløse-formand: Urimeligt at udvise tiggere

De fleste af os har mødt dem i gadebilledet. Med et plastikkrus i hånden og søgende blikke prøver de på at få forbipasserende til at give et par kroner. Der er tale om tiggere.

I øjeblikket bliver en sag om en rumænsk tigger behandlet i retssystemet.

Østre Landsret har afvist, at der er grundlag for at udvise tiggeren. Rigsadvokaten har nu ansøgt om at føre sagen videre til Højesteret for at få ændret afgørelsen.

Men at udvise en person for tiggeri er et voldsomt indgreb, når man tænker på, hvor harmløs forbrydelsen er. Det mener Preben Brandt, der er formand for Projekt Udenfor, som hjælper hjemløse.

- Jeg finder det helt urimeligt, at tiggeri alene kan skrue straffen op på et niveau, hvor man bliver udvist, hvis man ikke er dansk statsborger, siger han.

Tiggeri er ulovligt. Loven siger, at personer kan straffes med fængsel, hvis de fortsætter med at tigge på trods af politiets advarsel. Og det har den 23-årige gjort.

I Danmark har der foregået tiggeri igennem århundreder. Nu er der kommet udlændinge til, og de skal ikke straffes hårdere end danskere, mener Preben Brandt.

Forsvareren for den 23-årige rumæner, Birgitte Skjødt, har udtalt til Ritzau, at hun finder det forkert, hvis den hårde praksis begrundes med, at andre rumænere også tigger.

At sagen mod ham skal bedømmes individuelt, er Preben Brandt fuldstændig enig i.

Han mener, at der en oppisket stemning omkring østeuropæeres kriminalitet i Danmark.

- Østeuropæere er generelt stigmatiserede. Vi kan ikke skære alle over én kam og tro, at alle sammen begår forbrydelser. Det er en misforståelse, siger han.

Hvis den rumænske tigger bliver udvist, kan han se frem til et liv i ekstremt fattige kår, påpeger Preben Brandt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV