Hjemmehjælper slår alarm - mand fundet død i ildebrand

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

En hjemmehjælper fik onsdag formiddag fornemmelsen af, at noget var galt, da hun skulle besøge en 67-årig mand i Gøttrup sydvest for Fjerritslev.

Ifølge vagtchef Mogens Haugesen fra Nordjyllands Politi kunne hjemmehjælperen blandt andet se, at der var sod på ruderne til mandens hus.

- Det får hende til at kontakte myndighederne, og det viser sig, at der har været ild i huset. Beboeren bliver efterfølgende fundet død, siger vagtchefen.

Umiddelbart mener politiet ikke, at der er sket noget kriminelt. Men onsdag eftermiddag ved man endnu ikke, hvordan branden opstod.

- Det er heller ikke endeligt klarlagt, om manden allerede var død, da ilden fik fat, siger Haugesen.

De pårørende til den afdøde, der boede alene, er blevet underrettet.

/ritzau/