Hjemmehjælper stjal Scherfig-maleri fra 91-årig i Søborg - forsøgte at sælge det på nettet

Fristelsen ved at gå op ad et maleri af Hans Scherfig blev tilsyneladende for meget for en 51-årig kvinde, der overfor politiet har erkendt, at hun stjal maleriet og satte det til salg på internettet.

Kvinden arbejdede på et tidspunkt som vikar for hjemmehjælpen og kom på den måde i kontakt med en ældre kvinde i Søborg ved København.

Forholdet mellem de to blev så godt, at hun efterfølgende besøgte kvinden som privatperson og blandt andet hjalp hende med rengøringen.

I oktober døde den 91-årige kvinde, og efter noget tid bemærkede familien, at der manglede nogle ting i lejligheden, herunder maleriet, som kvinden havde fået personligt af Hans Scherfig.

For nylig dukkede billedet, der er vurderet til 35.000 - 40.000 kroner så op på auktion på Bruun Rasmussens hjemmeside, og fredag gik familien til politiet.

- Da vi opsøger den 51-årige kvinde finder vi et andet maleri og en stol, der stammer fra den 91-åriges bopæl, fortæller vagtchef Torben Wittendorf fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Den tidligere hjemmehjælper, der i øvrigt er helt ukendt af politiet, har forklaret, at hun fik det andet maleri og stolen forærende af den ældre kvinde.

- Men hun erkender, at hun har stjålet maleriet af Hans Scherfig, siger vagtchefen.

Det er endnu uvist, om den 51-årige kan bevise, at hun har fået det andet billede og stolen forærende, men auktionen over Hans Scherfig-maleriet er aflyst.

/ritzau/

Dagens Gossip