Hjemmelavet müsli uden sukker

Man skulle efterhånden tro, at jeg er sponseret af Sukrin. Det er jeg ikke! 

Men det er en god erstatning til sukker i mange retter. Denne müsli kan dog også laves med almindeligt sukker. Eller man kan forsøge helt at undlade den.

Til en stor (!) portion skal du bruge:

200 gram solsikkekerner
75 gram sesamfrø
500 gram havregryn
100 gram mandler
3-4 spiseskefulde sukrin gold eller sukker

Varm en pande op på komfuret uden fedtstof ved middelhøj varme. Begynd med at riste solsikkekernerne gyldne. Når kernerne begynder at blive lune, tilsættes sesamfrø, som ristes med. Ryst panden med jævne mellemrum.

Når sesamfrø og solsikkekerner er gyldne hældes de over i en skål.

Kom sukrin gold (eller sukker) på panden og vent, til det er smeltet. Vend havregryn i den flydende masse på panden og rist dem, til de næsten er så gyldne, som du vil have dem. Tag panden af varmen og lad havregrynene køle ned.

Hak mandlerne groft. Bland dem sammen med de ristede havregryn og ristede solsikkekerner og sesamfrø. Hæld müslien over i en lufttæt beholder, så den kan holde sig.

Müslien smager godt oven på Skyr, yoghurt og A38, men den kan altså også noget oven på kærnemælk eller koldskål.

Se billeder af fremgangsmåden i galleriet nedenfor.

God appetit.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip