Hjemmerøvere slog 69-årig i hovedet i Løsning

Skrevet af Ann Katrine Warren

24/01/2013

Mest læste i dag

En 69-årig mand vågnede i nat ved, at han blev slået i hovedet af to hjemmerøvere. Den ældre mand var slumret hen i sin lænestol på Marsvænget i Løsning, og han blev brutalt vækket ved slaget omkring klokken 01.15.

Ved siden af lænestolen havde offeret en strålespids til en brandslage stående, og den viste sig at være ganske brugbar.

- Han plejer åbenbart at bruge den som træningsvægt foran fjernsynet, men han får fat i den og slår ud efter røverne. Han hører også, at han rammer den ene, fortæller vicepolitikommissær Allan Munkholm fra lokalpolitiet i Horsens til Dagens.dk.

Modstanden fik røverne til at tage benene på nakken og stikke af fra huset.

- Offeret hører, de siger noget til hinanden, som lød udenlandsk, da de forsvinder, men ellers snakker de ikke under røveriet, lyder det fra Allan Munkholm.

Røverne er formentlig kommet ind i huset via bryggersdøren, som muligvis ikke var låst. Inden de stak af, fik de fingrene i en kuvert ved kontanter.

Den 69-årige fik en flænge på venstre side af hovedet og misfarvning omkring øjet. Han blev kørt til kontrol på sygehuset, men er tilsyneladende ikke kommet alvorligt til skade.

De to gerningsmænd beskrive som cirka 170 centimeter høj og mørke i huden. Den ene var kraftig, men den anden var almindelig af bygning.