Hjemmerøvere trængte ind i villa og truede med pistol

Tre udenlandske mænd menes at stå bag to hjemmerøverier i hovedstadsområdet lørdag aften og natten til søndag.

De tre mænd slog første gang til lørdag aften mod et parcelhus i Brønshøj, og ved 01.30 gik det ud over en lejlighed på Nørrebro i København.

- Der er tale om grove røverier, og vi gør alt for at finde dem, siger Henrik Vedel, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ritzau.

Et fællestræk ved de to røverier er, at en af de tre gerningsmænd forinden via internettet har haft kontakt med de forurettede.

Om parterne har aftalt at mødes i forbindelse med en handel eller andet, vil politiet ikke udtale sig om.

Det første røveri gik ud over en mand, der var alene hjemme i et parcelhus i Brønshøj i det nordvestlige København.

En person ringede på. Da manden åbnede døren, dukkede der yderligere to personer op. De var begge maskerede og havde våben med sig.

- Manden bliver truet med en pistol og en kniv til at udlevere kontanter, et hævekort samt en mobiltelefon. Derefter binder røverne ham til en stol, før de forlader huset, fortæller Henrik Vedel.

Hændelsen fandt sted på adressen Veksøvej 175.

- Vi er meget interesseret i at tale med personer, der eventuelt har set noget mistænkeligt i tidsrummet fra klokken 20 til 21, siger efterforskningslederen.

Halvanden time efter midnat blev der begået et tilsvarende røveri mod en lejlighed på hjørnet af Ægirsgade og Mimersgade på Nørrebro. Også her havde der været en forudgående kontakt mellem gerningsmænd og en af de to personer i lejligheden.

- To mænd trænger ind i lejligheden, hvor to personer bliver truet til at udlevere hævekort med tilhørende pinkoder. De bliver også frarøvet deres telefoner, så røverne har tid til at slippe væk, siger Henrik Vedel.

På baggrund af signalementerne er politiet overbevist om, at de to røverier er begået af de samme personer.

Den yngste af de tre menes at være mellem 20 og 22 år. Han er hørt tale en smule dansk, men også et østeuropæisk sprog, sandsynligvis rumænsk eller bulgarsk. Han bar en sort jakke, cowboybukser og beskrives som velsoigneret.

Mistænkt nummer to er lidt ældre, kraftigere bygget og med sort tilbagestrøget hår. Han havde en grøn vindjakke på. Den tredje er også hørt tale et slavisk sprog, men stammer muligvis fra Indien eller Sri Lanka. Han er tyndere end de to andre og omkring 175 centimeter høj.

/ritzau/

Dagens Gossip