Hjemmerøveri i Middelfart: Mor og børn gemte sig på loft

Et ægtepar med to små børn, der bor i en firelænget landejendom med en brugtvognsforretning i nærheden af Middelfart, er natten til fredag blevet udsat for et hjemmerøveri.

- Den forurettede familie er efter røveriet stærkt chokerede over hændelsen, men har ikke lidt fysisk skade, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Familien blev vækket, da deres køkkenvindue blev knust.

Derefter blev den 44-årige mand overmandet i stueetagen af tre maskerede gerningsmænd, som truede ham med en kniv mod halsen og tvang ham rundt i landejendommen. Skuffer og skabe blev gennemrodet i jagten på værdier.

Imens gemte den 28-årige hustru og deres to sønner på henholdsvis tre og fem år sig i et loftsrum over første sal. Hun greb telefonen og ringede til politiet kort efter klokken 2, mens hjemmerøveriet stadig stod på.

Efter røveriet stak de tre gerningsmænd af med kontanter og dankort og forsvandt fra stedet i en bil. Manden i ejendommen havde de forinden efterladt i kælderen.

De tre hjemmerøvere beskrives ifølge politiet som yngre mænd af anden etnisk oprindelse af dansk, almindelige af bygning, iført mørkt tøj med maskerede underansigter og jakkehætter over hovedet.

Hvert år begås der omkring 20 såkaldt egentlige hjemmerøverier, hvor sagesløse borgere overfaldes i hjemmet af vildtfremmede gerningsmænd, har Det Kriminalpræventive Råd tidligere fortalt.

De straffes hårdere end den type hjemmerøverier, hvor offer og gerningsmand kender hinanden i forvejen.

Folketinget vedtog i sommeren 2011 at slå hårdt ned på de egentlige hjemmerøverier, der som udgangspunkt nu udløser fem års fængsel. Det nærmer sig straffen for at forsøge at slå et menneske ihjel.

/ritzau/

 

Dagens Gossip