Hjemmerøveri ved Middelfart: Familiefar tvunget rundt i hus med kniv for halsen

En familie på en firelænget landejendom på Lerbjergvej ved Middelfart blev i nat udsat for et hjemmerøveri. På ejendommen drives der en brugtvognsforretning.

Kort efter klokken to blev familien, bestående af et ægtepar samt to sønner, vækket af, at en rude blev knust i stuetagen.

Den 44-årige far opholdt sig i stueetagen og blev overmanden af tre maskerede mænd. Han fik en kniv for halsen og blev tvunget rundt i kælder- og stueetagen samt 1. sal. Gerningsmændene ville under trusler have oplyst, hvor de havde penge gemt.

Undervejs fandt de et uoplyst kontanbeløb samt et Dankort, hvor pinkoden ikke blev oplyst. Manden blev efterladt i kælderen, hvorefter gerningsmændene forlod ejendommen. Efterfølgende kørte røverne væk i en bil i ukendt retning.

Hustruen gemte sig med parrets to sønner i et loftrum over 1. sal og blev på intet tidspunkt konfronteret med gerningsmændene under røveriet.

Gerningsmændene beskrives alle som yngre mænd af anden etnisk oprindelse end dansk, almindelig af bygning, iført mørkt tøj, maskeret underansigt og næse med "bandana-tørklæde" og jakkehætte over hovedet. De talte dansk med københavnsk/arabisk accent.

Familien er efter røveriet stærkt chokerede over hændelsen, men har ikke lidt fysisk skade, oplyser Fyns Politi.

Dagens Gossip

Dagens TV