To hjemmerøverier opklaret i Roskilde

Skrevet af Elo Christoffersen

25/10/2013

Dagens topnyheder

To hjemmerøverier i Ejboparken i Roskilde den 28. september og 12. oktober anses nu for opklaret.

To af de sidste i alt fire gerningmænd blev i går anholdt, oplyser Midt- & Vestsjællands Politi.

Der er tale om to 14-årige drenge fra Roskilde og efter anholdelsen tilstod de, at de havde deltaget i de to hjemmerøverier.

Begge de 14-årige drenge er overgivet til de sociale myndigheder. Roskilde Kommune har fjernet drengene fra deres hjem og nu er de anbragt på en lukket ungdomsinstitution i foreløbig tre uger. De to drenge kan ikke straffes for røverierne,  da de er under den kriminelle lavalder på 15 år.

De to første gerningsmænd - en 15-årig dreng fra Roskilde og en 16-årig dreng fra Tåstrup - blev anholdt på fersk gerning i tirsdags i forbindelse med et indbrud i en privat bolig på Egelund i Roskilde.

De blev begge varetægtsfængslet i surrogat på en lukket ungdomsinstitution foreløbig indtil den 14. november.

Da alle fire gerningsmænd har erkendt begge hjemmerøverier, betragter politiet begge røveriforhold for opklarede.