Hjemmeværnet førte ulovlige kommunistregistre

Afsløringen kommer fra en tidligere hjemmeværnsmand i et interview med avisen.

»Alt i alt indsamlede vi 100 navne. Men kun 30 af dem registrerede vi som medlemmer af DKP. Og dem, som vi mente var farlige i en skarp situation, og som vi skulle hente i tilfælde af krig, markerede vi med rødt, ligesom vi udfærdigede planer for, hvordan de forskellige kommunister skulle anholdes.«

I 1953 blev listen, der oprindeligt var samlet af et hemmeligt, bevæbnet netværk af modstandsfolk efter krigen, afleveret til hjemmeværnet, som ifølge reglerne ikke måtte udføre kommunistregistreringer på egen hånd.

Kilden til afsløringen ønsker ifølge avisen på grund af sagens karakter at forblive anonym. Jyllands-Posten har set en række dokumenter, der bekræfter hans identitet.

Oplysningerne er også blevet vist til koldkrigshistorikeren Peer Henrik Hansen, der betegner kilden som troværdig.

Nikolaj Villumsen (Ø) fra Enhedslisten er rystet over afsløringen.

»Vi må simpelthen have frem i lyset, hvor udbredt det var,« siger han.

Udreder på PET-kommissionen Morten Heiberg siger, at selv om han ønsker mere dokumentation i sagen, kan hjemmeværnsfolkene have overskredet deres beføjelser.

»Det var PET, der officielt stod for at registrere og overvåge undergravende elementer på dansk jord. Men DKP var jo et lovligt parti i Danmark. Derfor kan der være tale om illegal efterretningsvirksomhed, hvis det, som nu kommer frem, er rigtigt,« siger han til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip