Hjemmeværnet: Våben i privaten skyldes uddannelse

Det er på grund af deres uddannelse, at folk fra Hjemmeværnet har deres våben gemt væk i privaten, forklarer generalmajor Finn Winkler, der er chef for Hjemmeværnet.

- Vi er jo en uddannende organisation, som har til job at uddanne militære enheder, der kan støtte Forsvaret i en krisesituation, siger generalmajoren.

Hjemmeværnets opbevaring af våben har rejst en del spørgsmål, efter at det er kommet frem, at det var et stjålet hjemmeværnsvåben, der blev brugt som gerningsvåben ved weekendens attentat ved kulturhuset Krudttønden i København.

Men når omkring 4300 ud af Hjemmeværnets knap 16.000 frivillige har deres våben stående hjemme i et våbenskab, skyldes det ifølge Finn Winkler, at mere end halvdelen af de frivilliges tid bruges på øvelse og uddannelse i samarbejde med Forsvaret.

- Vi har 250 kompagnier og enheder som bor decentralt rundt om i landet. For nogle af de frivillige vil der være for langt fra deres bopæl til det sted, hvor de skal øve sig sammen med deres hjemmeværnskammerater, siger generalmajoren.

Derfor har de muligheden for - hvis de ellers kan opbevare dem korrekt - at have deres våben stående hjemme, forklarer Finn Winkler.

- Så slipper de for at køre til et centralt punkt for at hente våbnene og derefter køre til hjemmeværnstjeneste. På den her måde kan de i stedet køre hjemmefra og direkte til aktiviteten i stedet for, siger han.

Det var et M95-gevær, der blev stjålet ved et hjemmerøveri i begyndelsen af 2013.

/ritzau/

Dagens Gossip