Hjemmeværnsmand står til flere års fængsel for sprængstoftyveri

Anklagemyndigheden går efter mindst fire års fængsel til en tidligere hjemmeværnsmand, der sidste sommer blev afsløret i at have samlet over 100 kilo sprængstof på sin landejendom tæt på Holbæk.

Den tidligere forsyningsbefalingsmand i Hjemmeværnet har selv erkendt, at han har overtrådt våbenloven.

Tidligere har han hævdet, at han havde erhvervet sprængstofferne på lovlig vis og lagt vægt på, at de blev opbevaret forsvarligt.

Midt- og Vestsjællands Politi har dog tidligere oplyst, at sprængstofferne er stjålet fra forsvaret.

Manden er sigtet for at have opbevaret 112,8 kilo sprængstof inklusiv 172 detonatorer, sprængsnor, en pistol, en maskinpistol og en større mængde ammunition.

Den 3. juli ryddede politiet og forsvaret det gigantiske lager i mandens landejendom i området omkring Holbæk.

Manden blev fyret som forsyningsbefalingsmand i Hjemmeværnet på grund af sagen.

I kraft at sin stilling har han haft adgang til våbenkammeret og til at bestille sprængstof hjem.

Det vides ikke, hvad manden havde tænkt sig at bruge sprængstofferne til.

Den tidligere hjemmeværnsmand er fortsat varetægtsfængslet, og der er udstedt navneforbud i sagen.

Det står endnu ikke klart, hvornår sagen kommer for retten.

/ritzau/

Dagens Gossip