Hjemvendt AaB-målscorer nærmer sig endelig topformen

Han har været længe undervejs, AaB's Thomas Enevoldsen, men mod Dynamo Kiev torsdag aften lignede den tidligere landsholdsspiller endelig den profil, som den nordjyske klub i 2009 solgte til hollandsk fodbold.

Ikke blot scorede Enevoldsen et fornemt mål - det første, siden han i sommer vendte tilbage til AaB - han var set over hele kampen en af AaB's absolut bedste spillere.

- Jeg har fået mere overskud, og det var en forløsning at få scoret. Jeg har brændt en del chancer i de tidligere kampe, så det var dejligt at få slettet det grimme nul, siger Thomas Enevoldsen.

Han kom til AaB, efter at han havde været skadet det meste af sidste sæson, og han har aldrig rigtig fået ro til at komme i form for alvor.

- Vi har haft utrolig mange kampe indtil nu, og når man, som jeg, har været skadet i lang tid, er det ikke det bedste, for jeg har ikke fået den grundtræning, der er så vigtig. Træningen mellem kampene er jo mest restitution og forberedelse til næste kamp.

- Jeg blev kastet lidt tidligt ind i det hele. Jeg startede på banen allerede i sæsonens første kamp ude mod Sønderjyske og var måske ikke helt klar til det. Men vi var lidt pressede af spillersalg og skader dengang, husker Thomas Enevoldsen.

Nu 27-årige Enevoldsen debuterede for AaB helt tilbage i 2005. Han blev fire år senere solgt til Groningen i Holland og skiftede siden til den belgiske klub Mechelen.

/ritzau/

Dagens Gossip