Hjemvendte Torres vipper Real Madrid ned af pokaltronen

Skrevet af admin

15/01/2015

Mest læste i dag

Hvis ikke Fernando Torres var et idol i Atlético Madrid i forvejen, så er den hjemvendte angriber det i hvert fald nu, efter at han torsdag aften lavede begge sit holds mål i 2-2-kampen mod Real Madrid i den spanske pokalturnering.

Den første kamp endte med Atlético-sejr på 2-0, og dermed er de forsvarende pokalmestre, Real Madrid, allerede ude af dette års turnering efter 1/8-finalen.

30-årige Fernando Torres blev tidligere på måneden sendt hjem til Atlético efter et noget stilfærdigt ophold i AC Milan, men torsdag aften lignede han den angriber, som indtil 2007 scorede 91 mål for Madrid-klubben.

Der var kun spillet 52 sekunder, da Torres flot afsluttede et kontrastød ved at sende Antoine Griezmanns indlæg op i målhjørnet.

Sergio Ramos udlignede hurtigt på et hovedstød efter hjørnespark, men også efter sidebyttet var Torres hurtigt ude af starthullerne.

I anden halvlegs første minut manøvrerede han sig fri ved baglinjen og sendte kuglen fladt ind bag Keylor Navas til ny Atlético-føring.

Da blev det for alvor svært for hjemmeholdet, som ellers havde sat de forsvarsstærke lokalrivaler under et hårdt pres i første halvleg.

Torres' anden scoring tog pusten noget af Real-spillerne, og det hjalp ikke stort, at Cristiano Ronaldo fik udlignet i det 54. minut.

Få minutter senere forlod Torres banen efter veludført arbejde, og gæsterne koncentrerede sig om at forsvare resultatet, som har stor prestigemæssig betydning i den spanske hovedstad.

Nu venter der et nyt brag på Atlético i kvartfinalen, hvor holdet skal møde enten FC Barcelona eller Elche. Catalonierne fører 5-0 efter den første kamp.

/ritzau/