Hjernemadsen søger kloge mennesker til P1

Og Peter Lund Madsen er på jagt efter endnu flere dygtige formidlere, blandt Danmarks kloge hoveder.

’Hjernekassen på P1’ bliver fyldt med nyttig viden og godt selskab. Hver mandag inviterer vært Peter Lund Madsen tre nye, indsigtsfulde gæster i studiet, hvor de vil dele ud af deres store faglige viden om alt lige fra monstre, kunstig intelligens, fedme, sladder, hyæner og andet specialstof, der er værd at vide mere om.

- Den optimale måde at bruge sin tid på er at blive underholdt samtidig med at man bliver klogere, siger Peter Lund Madsen, der selv vil bidrage med historier fra sit eget videnskabelige felt: hjerneforskning.

Invitation til Danmarks kloge hoveder
Fælles for alle gæsterne i ’Hjernekassen på P1’ er, at de evner at formidle deres viden, så det bliver underholdende, og Peter Lund Madsen har ambitioner om at opstøve endnu flere dygtige formidlere blandt Danmarks kloge hoveder.

Derfor opfordrer han danskerne til at melde sig til at fortælle om deres ekspertviden eller foreslå deres kloge nabo – hvis de altså er dygtige til at formidle.

- Jeg støder ofte på ideen om, at hvis noget er svært at forstå, så er det klogt, mens det letforståelige ikke er særlig klogt. Men det er i virkeligheden formidlingen, der er det svære. Den super gode forklaring på noget indviklet er den, der får folk til at sige: Selvfølgelig – det er sådan det er, siger Peter Lund Madsen.

Formidlingens kunst
Første udgave af ’Hjernekassen på P1’ sætter netop fokus på formidlingens kunst. Her får Peter Lund Madsen besøg af mag.art., forfatter og foredragsholder Thomas Thaulov Raab, som fortæller om, hvorfor det er så svært at formidle videnskabsstof.

Lektor ved Dark Cosmology Centre, Københavns Universitet, Anja Cetti Andersen, der blandt andet har modtaget Rosenkjærprisen, fortæller om sin succes med at formidle viden inden for astronomisk forskning.

Mens overlæge ved Psykiatrisk Afdeling på Hvidovre Hospital, Lykke Pedersen fortæller om et af de videnskabelige emner, som mange danskere er nysgerrige efter at høre mere om - nemlig hvorvidt massemorderen Anders Breivik er sindssyg eller ej.

’Hjernekassen på P1’, der har premiere den 4. marts, sendes mandage klokken 10.00-11.00.

Dagens Gossip