Hjernen bag Paris-terror meldes død

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Abdelhamid Abaaoud er død, skriver Washington Post, som citerer efterretningskilder for oplysningerne.

Det menes at være ham, som var hjernen bag den massakre, der i fredags kostede 129 mennesker livet i Paris, Frankrigs hovedstad.

Her skød en gruppe terroriser vildt omkring sig og sprængte selvmordsbomber.

Oplysningerne fra den amerikanske avis kommer på en dag, hvor der har været en langvarig politiaktion i Paris-bydelen Saint-Denis.

Her er to mennesker meldt dræbt. Ifølge oplysningerne fra Paris var politiet på jagt efter implicerede i terrorangrebet og muligvis også Abdelhamid Abaaoud.

En af de dræbte i Saint-Denis var en kvinde, der sprængte sig selv i luften.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at politiet har forsøgt at finde ud af, om den eftersøgte terrorbagmand, der er opvokset i Molenbeek i Bruxelles i Belgien, havde været på stedet.

/ritzau/Reuters