Hjerteanfald under træning koster målmandstalent livet

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Onsdag blev den græske fodboldklub Veria ramt af en tragedie, da klubbens blot 18-årige målmand Stelios Markousis faldt om under træning og døde.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var der tale om et hjerteanfald, og den 18-årige målmands liv stod ikke til at redde trods hjælp fra tililende holdkammerater og holdets lægestab.

Stelios Markousis blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.

Markousis var for nylig kommet op i førsteholdstruppen efter imponerende spil for klubbens U20-hold, og han blev anset for at være et stort talent.

I forrige måned var han til prøvetræning i den tyske klub Karlsruhe, som havde fået øjnene op for hans evner.

Veria oplyser, at den unge målmand havde gennemgået et grundigt lægetjek inden denne sæson, og her havde lægerne altså ikke fundet nogen problemer hos Markousis.

Torsdag skal han obduceres, så den præcise dødsårsag forhåbentlig kan klarlægges.

Veria spiller i den bedste græske række, hvor holdet i sæsonens to første kampe har fået en sejr og et nederlag.

Tilbage i slutningen af april faldt den 24-årige belgiske fodboldspiller Gregory Mertens om under en kamp, og han døde få dage efter på hospitalet.

/ritzau/