Hjerteknuser hapset: Nu er han gift

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

For sangcrooneren bag megahittet "I'm Yours" er ordene i teksten blevet til virkelighed.

Den 38-årige amerikanske Grammy-vindende musiker Jason Mraz giftede sig i weekenden med sin kæreste, Christina Carano, afslører han på et billede fra sin officielle Instagram-profil.

- I dag (søndag, red.) blev jeg den heldigste mand på jorden, skrev han kortfattet og sigende til et foto af sin brud, der står iført hvid brudekjole, buket og blomster i håret under en pergola.

Den lykkelige begivenhed bliver også bekræftet af Mraz' repræsentant, der løfter lidt af brudesløret til magasinet Us.

- Søndag den 25. oktober giftede Jason Mraz sig med sin kæreste gennem fire år, Christina Carano. Parret valgte at vise deres kærlighed til hinanden foran en lille forsamling af venner og familie, der bevidnede det.

Mraz har tidligere været forlovet med musikerveninden Tristan Prettyman, men parret brød med hinanden i 2011, hvorefter han kort tid efter forelskede sig i Carano, som han allerede lærte at kende i 2007, hvor de mødtes gennem fælles venner på en kaffebar.

- De første år, jeg lærte ham at kende, observerede jeg ham. Jeg elskede, at han hverken havde tv eller en mikrobølgeovn og i stedet var så passioneret omkring sit eget helbred og vores planet, fortalte Carano i et nyligt interview med magasinet The Osider, mens Mraz uddybede parrets kærlighed til hinanden.

- Jeg følte en øjeblikkelig forbindelse til hende og har siden beundret hendes integritet. Alt, hvad hun laver, gør hun helhjertet. Hun er ekstremt generøs og ikke en dramadronning. Og så får hendes smil mig til at smelte, lød det fra ham.

Efter ægteskabet kalder musikeren sig nu "sanger, sangskriver og ægtemand" på de sociale medier, hvor man kan se det søde billede fra parrets bryllup her: https://instagram.com/p/9SMpMuhp1e/?taken-by=jason_mraz

/ritzau/FOKUS