Hjerteknusere optræder i Vild med dans

Dansegulvet kommer for alvor til at gløde fredag aften i Vild med dans, når to danske musikere igen fyrer op for deres nyeste hits.

Fredag aften kan publikum og seere nemlig se frem til, at popdrengen Christopher og reggae-sangeren Wafande spiller deres nyeste hits live i danseprogrammet. Det skriver TV2.

Christopher skal optræde med sit nyeste radiohit "Tulips" alt imens, at skuespillerinden Stephania Potalivo og den professionelle danser Morten Kjeldgaard skal imponere dommere og publikum med deres cha-cha-cha.

Fodboldhelten John "Faxe" Jensen og danseren Karina Frimodt skal også give den gas i en cha-cha-cha, og det bliver til Wafandes sang "Himlen for mig selv".

Det er ikke første gang, at de to musikere er gæster i Vild med dans. I 2012 optrådte Christopher med sangen "Nothing in Common", og året efter sang han hittet "Told You So". I 2012 gæstede Wafande også studiet, hvor han optrådte med singlen "Uartig".

Christopher, Wafande og de resterende 10 dansepar kan opleves fredag aften klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip