Hjerteskærende video: Baby-wallaby vil ikke erkende, at moderen er blevet dræbt

Det er frygteligt for alle at blive moderløse. Men når man som dyreunge lever hele sin barndom i sin mors trygge, varme pung, er det ekstra hårdt, når hun pludselig bliver taget fra én.

I denne hjerteskærende video ser man en lille wallaby-unge forsøge at kravle tilbage i sin døde mors pung og drikke mælk hos hende, mens fluer og myrer kribler om det rådnende ådsel.

Læs også: Mirakel-elg overlever fødsel i trafikulykke

Chris Rishworth kom cyklende på Magnetic Island i den australske stat Queensland, da han hørte små pibelyde fra buskadset. Her så han den udrydningstruede bjerg-wallaby ligge død - formentlig dræbt af en bilist - mens ungen desperat forsøgte at søge trøst i hendes pung.

- Jeg tror, jeg bliver nødt til at putte den i min bæltetaske, tage den med ind til byen og se, hvad vi kan gøre, hører man Chris Rishworth sige i videoen.

Derefter tog han det lille pungdyr med til Wallaby Refuge, et nærliggende center for såret vildt, hvor personalet tog sig godt af hende.

Wallaby er en samlet betegnelse for ca. 30 arter af pungdyr, der ligner deres noget større slægtning kænguruen. De er nattedyr og kommer først frem ved skumringstide, hvor de ofte får forvildet sig ud på de mødre australske landeveje og bliver kørt ned.

Bjerg-wallabyen er desuden et let bytte for ræve, ligesom en øget kamp for føden efterhånden har gjort den udrydningstruet.

Læs også: Kænguru med store mavemuskler stalker folk i boligområde

Den lille langbenede springfyr med de store våde øjne har fået det godt igen og forventes at komme sig helt. Når hun bliver stor nok til at klare sig selv, vil hun blive sluppet ud i naturen igen, fortæller Chris Rishworth.

På Wallaby Refuge fortæller de, at hun fysisk har det godt, men at hun stadig er en bange lille én. De har kaldt hende Kilali - den hawaiianske udgave af ‘Chris’.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip