Hjertestartere flyttes udenfor

Kolding Kommune flytter nu deres hjertestartere udenfor. Hidtil har By- og Udviklingsforvaltningens hjertestarter hængt inde i receptionen, men nu er den flyttet udenfor.

I løbet af få dage bliver også hjertestarterne på Rådhuset/Akseltorv og i Borgerservice/Bredgade flyttet ud i det fri.

- Det ville ikke være til at leve med, hvis en borger skulle blive ramt af hjertestop i nærheden af Nytorv på et tidspunkt, hvor vores hjertestarter ikke var til at få fat i. Nu hænger hjertestarteren udenfor ved indgangen til forvaltningen, siger sekretariatsleder Dorte Glerup fra By- og Udviklingsforvaltningen.

På hjemmesiden www.hjertestarter.dk kan man se, hvor de registrerede hjertestartere er placeret. Der er registreret 152 hjertestartere i Kolding Kommune, og kun 21 af dem er tilgængelige døgnet rundt.

- Når så få hjertestartere er placeret i det åbne rum, hænger det givetvis sammen med, at folk frygter tyveri og hærværk. Det er forståeligt, men alle erfaringer viser, at det stort set aldrig forekommer, siger René Bondo Hoffmann, risikokoordinator ved Kolding Kommune.

Hvert år får omkring 3.500 mennesker i Danmark hjertestop uden for hospitalet. Når en person får hjertestop, begynder en kamp mod uret. De første minutter er livsvigtige. Chancen for succesfuld hjertestart falder med cirka 10 procent pr. minut.

Dagens Gossip