Hjertestop svandt dramatisk efter sygeplejerskes farvel

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

En nyuddannet sygeplejerske var fuld af beundring for en i dag drabstiltalt kollega, da de i 2011 begyndte at arbejde sammen på sygehuset i Nykøbing Falster.

- Hun var meget, meget, meget dygtig. Hun kunne det hele. Jeg må indrømme, at jeg så meget op til hende, siger den unge kvinde torsdag ved Retten i Nykøbing Falster.

Her er den - ifølge flere vidner - ekstremt dygtige sygeplejerske under anklage for at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at tage livet af en fjerde. Hun nægter sig skyldig.

I retten fortæller vidnet, at de to kvinder hurtigt opbyggede et nært venskab.

- Jeg så hende lidt som en storesøster, der tog sig godt af mig og næsten beskyttede mig lidt. Jeg blev ikke inddraget i de intriger, som nogle af mine kolleger blev involveret i, husker sygeplejersken.

Med tiden gled de to fra hinanden. Der var dog ikke tale om et decideret brud, og først senere har den yngre sygeplejerske for alvor tænkt over den dramatik, der omgav den tiltalte.

- Lige i den periode, hvor jeg starter på afdelingen, er jeg meget overrasket over, at vi næsten har hjertestop en gang om ugen. Det var meget heftigt, og jeg tænker - hold da op.

Ifølge vidnet forsvandt den tendens pludseligt, da den tiltalte forlod afdelingen i 2012.

- Efter C (tiltalte, red.) stoppede, kunne jeg godt se, at vagterne var blevet mere almindelige. Patienterne var stadig dårlige, men der var et fald i antallet af hjertestop.

- Der gik lang tid, før jeg selv stod med et hjertestop. Fra 1. oktober 2012 til februar 2015 oplevede jeg måske tre hjertestop. Før C stoppede i oktober 2012, var det næsten en gang om ugen, siger vidnet.

Også andre steder på sygehuset blev der spekuleret.

- Det var noget, man talte om. At mange var blevet overmedicineret i den periode, siger en kvindelig læge fra en anden afdeling.

Vidnernes oplevelser er tidligere i sagen blevet bakket op af faktiske udregninger.

I sidste uge fortalte statistikprofessor Steffen Lauritzen fra Københavns Universitet, at der statistisk set er en uomgængelig sammenhæng mellem antallet af dødsfald på medicinsk afdeling 130 og sygeplejerskens vagtskema i årene 2011 og 2012.

/ritzau/