Hjerting Strandpark vinder Dansk Landskabspris

Dansk Landskabspris 2012 går til Esbjerg Kommune for Hjerting Strandpark. Prisen blev modtaget af en stolt Esbjerg-borgmester.

- Vi er meget glade og stolte over at have fået landskabsprisen 2012 og vi er naturligvis helt enige med Dansk Landskabsarkitektforening i, at årets tema passer rigtig godt på Hjerting Strandpark. Vi kalder parken ”en bypark på naturens betingelser”, for udgangspunktet for anlægget var det eksisterende naturgrundlag. Ved at udnytte og forstærke de eksisterende naturtyper og naturlig vegetation har det været muligt at anlægge en park med store rekreative muligheder, til en forholdsvis lav anlægs- og især driftsomkostning. Vi skylder den private fond Lida og Oskar Nielsens Fond stor tak for deres donation, der har gjort realiseringen af parken mulig, siger Esbjerg Kommunes borgmester Johnny Søttrup.

Om projektet

Hjerting Strandpark er projekt, hvor der er en klar sammenhæng mellem intentioner, udførelse og den fremtidige drift. Hjerting Strandpark bygger på to dimensioner, som naturligt findes på stedet. Herudfra skaber parken en tredimensional oplevelsesrejse gennem en række differentierede rum. Den har oven i købet tiden, den fjerde dimension, med i sin fortælling.

Det er et landskabsværk, der fordrer tålmodighed, men som allerede nu, kun få år gammelt, giver oplevelser for alle. Juryen finder, at Hjerting Strandpark er et meget præcist svar på årets tema om indarbejdelse af driftsforhold i projektfasen og dermed er et stærkt forbillede for andre projekter. Juryen tildeler derfor Esbjerg Kommune og deres rådgivere årets Landskabspris 2012. Rådgiverne er: COWI A/S ved landskabsarkitekterne Mette Esbjerg Jørgensen (MDL) og Lone Bredgaard Thomsen (MDL) samt selvstændig arkitekt Helene Plet (MAA).

Dagens Gossip