To hjørnespark skaffer Malmö FF nyt CL-eventyr

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

For anden sæson i træk er den svenske mesterklub Malmö FF klar til gruppespillet i Champions League.

Tirsdag aften sikrede klubben sig adgang til det økonomisk og sportsligt lukrative gruppespil efter samlet sejr i playoff-runden over skotske Celtic.

Skotterne havde vundet det første opgør på hjemmebane med 3-2, men efter en sejr på 2-0 i returkampen går svenskerne samlet videre med 4-3.

I en hektisk og underholdende kamp med muligheder i begge ender blev svenskernes skarphed på dødbolde afgørende. To hjørnespark - et i hver halvleg - førte til Malmös scoringer.

Midt i første halvleg steg angriberen Markus Rosenberg op blandt venner og fjender og bugserede bolden i nettet med skulderen til føring på 1-0.

I kraft af reglen om udebanemål var det nok til at sende svenskerne videre, men scoringen til 2-0 gav mere ro hos hjemmeholdet.

Den faldt efter 55 minutter, hvor Celtics Dedryck Boyata havde sidste berøring på bolden efter et hjørnespark, og derfor blev noteret for et selvmål.

Mellem de to scoringer troede Celtic-spillerne, at de havde udlignet til 1-1. Den tidligere FC København-målmand Johan Wiland blev overlistet, men dommeren godkendte ikke målet og dømte i stedet frispark til svenskerne.

Malmö FF var kampens bedste hold, og selv om Celtic fik lagt en form for pres i slutfasen, var det som om, at skotterne ikke for alvor troede på comebacket, der altså krævede to scoringer.

Den godt spillende Wiland holdt målet rent, og så kunne jublen over en ny plads i Champions League bryde løs på stadion i Malmø.

Den tidligere OB-spiller Daniel Høegh kommer ikke til at spille Champions League i denne sæson.

Hans schweiziske klub, Basel, spillede 1-1 på udebane mod Maccabi Tel Aviv fra Israel, som går videre på reglen om udebanemål efter samlet 3-3.

Høegh sad på bænken i hele opgøret, hvor Basel kom foran efter 11 minutter. Men føringen holdt blot i 13 minutter.

På hjemmebane vandt Monaco 2-1 over spanske Valencia. Men efter sejr i det første opgør går spanierne videre med samlet 4-3.

Ukrainske Shakhtar Donetsk er ligeledes klar til gruppespillet efter samlet sejr på 3-2 over Rapid Wien fra Østrig.

Endelig er kroatiske Dinamo Zagreb videre efter samlet 6-2 over Skenderbeu fra Albanien.

/ritzau/