Hjort: Jeg kendte ikke til forkert udbetaling

Skrevet af admin

16/12/2015

Mest læste i dag

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsikrer, at han ikke er blevet orienteret om, at Udbetaling Danmark ville administrere efter den nye boligydelse, før den var endeligt vedtaget.

Det er Finansministeriets embedsmænd til gengæld, oplyser han på vej ind til tredjebehandling af finansloven i folketingssalen.

Ministeren hørte første gang om sagen, da Enhedslistens ældreordfører, Finn Sørensen, bragte det op under hasteforespørgselsdebatten onsdag morgen, lyder det.

- Jeg kan sige med sindsro, at jeg ført hører om det, da Finn Sørensen bringer det op.

- Jeg har efterfølgende været tilbage i ministeriet, hvor jeg er blevet orienteret om, at der har været en dialog mellem Udbetaling Danmark og embedsværket om muligheden for at stoppe det. Det har så vist sig umuligt, siger Claus Hjort Frederiksen.

Spørgsmål: Synes du ikke, det er mærkeligt, at ministeriet er orienteret, men du ikke er?

- Jeg tror, vurderingen har været, at det var muligt at stoppe det. Men det kunne man så ikke, siger ministeren.

Blå blok trak tirsdag boligydelsespakken tilbage - for sent til, at Udbetaling Danmark kan ændre systemerne til januar og sikre, at modtagerne får den korrekte boligydelse.

Spørgsmål: Har du haft en kammeratlig samtale med dine embedsmænd?

- Foreløbig har vi opklaret sagen, og der har været en dialog mellem embedsværket og Udbetaling Danmark med en formodning om, at man kunne stoppe det her. Men det kunne man så ikke, siger Claus Hjort.

Spørgsmål: Men er du tilfreds med den orientering, du har fået af dine embedsmænd?

- Nu sidder jeg lige her midt i tredjebehandlingen af finansloven. Men jeg har fået en forklaring på det, og jeg har fået bekræftet, at jeg ikke er blevet orienteret om det.

Finansministeren beklager, at han dermed heller ikke har kunnet orientere de øvrige blå partier bag finansloven om sagen.

I et høringssvar 25. november advarede Ældre Sagen om, at Udbetaling Danmark ville komme til at administrere efter en ikke-vedtaget lov.

Spørgsmål: Har du så ikke læst det?

- Jamen altså, hør nu her. Det her er jo en praktisk foranstaltning. Jeg har også interesseret mig for det spørgsmål, der blev rejst om, hvordan man kan administrere efter en lov, der ikke er blevet vedtaget. Der siger man så, at det er almindelig praksis både på skat og andre områder, at man indretter systemerne efter det, siger Hjort.

I januar vil 325.000 personer få udbetalt en forkert boligydelse. Det er "smadder ærgerligt", siger Claus Hjort Frederiksen. Men de berørte får pengene tilbage i februar, understreger han.

/ritzau/