Hjort og Corydon i ordkrig om nulvækst

Venstre vil betale velfærd ved hjælp af offentlig nulvækst og reformer. Kun sundhedsudgifterne kan vokse med flere ældre danskere og bedre og dyrere behandling.

Modsat regeringen vil det store liberale oppositionsparti ikke garantere en offentlig vækst, som vokser 0,7 procent af BNP.

Det fastslår Venstres forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen lørdag ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, hvor han diskuterer fremtidens finanspolitik med finansminister Bjarne Corydon (S).

- Finansieringen af en styrkelse af den private sektor vil være en kombination af en lav offentlig vækst, og at vi fortsætter reformerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han siger, at Venstre støtter regeringens plan om en reform af beskæftigelsessystemet og erhvervsskolerne, som Corydon har bebudet kommer til efteråret.

Og inden næste folketingsvalg vil partiet ifølge Hjort fremlægge en plan for, hvordan man vil kunne overholde nulvækst i det offentlige.

Men endnu inden den er offentliggjort, fastslår finansministeren, at Venstres plan ikke hænger sammen. For partiets finansordfører Peter Christensen har afvist nulvækst i sundhed, ældrepleje, forskning og uddannelse, siger Bjarne Corydon.

- Jeg går ud fra, han heller ikke vil have nulvækst i politiet eller forsvaret. Så er det bare, jeg tænker: Hvor pokker kan det så være?, spørger han.

Venstre vil skaffe 12 milliarder kroner ved at effektivisere det offentlige, sådan som regeringen også regner med i sin 2020-plan, forklarer Claus Hjort Frederiksen.

- Selv med nulvækst kan vi udbygge kerneområderne i velfærden, siger han.

Regeringen bakker ifølge Corydon op om Venstres planer om at effektivisere i folkeskolen og sundheden.

- Jeg freder ikke noget, siger han.

Men finansministeren vil hverken lade brugerne betale for uddannelse eller sundhed, sådan som Venstres regionsrådskandidater har foreslået.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV