Hjort tager ny runde om finansloven med S

Skrevet af admin

23/10/2015

Mest læste i dag

Fredag eftermiddag mødes de igen, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Socialdemokraternes top i forbindelse med forhandlinger om finansloven for det kommende år.

Finansministeren har allerede meldt ud, at han foretrækker en aftale med vennerne ovre i den blå blok, men han har alligevel betegnet stemningen i forhandlingerne med det store oppositionsparti som "fremkommelig".

Som så mange andre partier på Christiansborg ønsker Socialdemokraterne noget på områder som de ældre og sundhed. Men også penge til landets daginstitutioner er på ønskelisten.

Men partiet vil så også have regeringen til at droppe håndværkerfradraget.

Det ligner mildest talt en tur op ad bakke i modvind al den stund, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) før valget har understreget, at han slet ikke vil være statsminister, hvis fradraget - der allerede er aftalt med støtte fra blandt andet SF - ikke føres ud i livet.

Regeringen har foreslået besparelser for 6,7 milliarder kroner på næste års finanslov.

Penge, som hentes på blandt andet udviklingsbistand og forskning og de såkaldte "omprioriteringsbidrag" i kommuner og regioner, der således får syet deres spenderbukser ind.

Regeringen vil bruge penge på sundhed og ældre og tilbage er der så en rest på 1,7 milliarder kroner at rafle om, hvis regeringen ellers får sin vilje hele vejen igennem.

Parallelt med forhandlingerne om en samlet finanslov, kører der forhandlinger om delaftaler, blandt andet om et nyt og - efter alt at dømme - bekosteligt politiforlig, hvor Folketingets partier for de flestes vedkommende har budt ind med krav om flere betjente.

/ritzau/