Hjort: Tempoet for indfrielse af valgløfter går ned

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Regeringens kasseeftersyn viser, at der er tre milliarder kroner mindre at bruge hvert år frem til 2020. Alligevel vil V-regeringen holde sine løfter fra valgkampen - men de vil blive indfriet i et langsommere tempo.

Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der mandag fremlagde regeringens Økonomisk Redegørelse.

- Det rokker ikke ved det, vi har lovet. Nu vil vi på finansloven leve op til vores løfte om sundhed og ældre. Men det er klart, at når du mangler penge i kassen, så må man nok forudse, at tempoet, vi kan realisere vores valgløfter i, bliver langsommere, siger Claus Hjort Frederiksen.

Før valget baserede både Venstre og Socialdemokraterne deres valgløfter på, at der frem til 2020 vil være et råderum på 39 milliarder kroner.

Men Claus Hjort Frederiksen tager med sit kasseeftersyn en god bid af det beløb. I alle årene frem til 2020 vil der mangle tre milliarder kroner, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Vi når at indfri valgløfterne i valgperioden, men vi kunne have ønsket os at gøre mere i 2016, end vi har mulighed for, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge finansministeren vil der mangle omkring otte milliarder kroner i valgperioden.

- Det efterlader os med den opgave, at vi skal over til en krone til krone finansiering. Så det er blevet sværere. Opgaven er blevet vanskeligere, men vi vil leve op til valgløfterne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han vil ikke tage stilling til, hvilke valgløfter der må vente til senere i valgperioden:

- Det må vi tage stilling til. Vi fremlægger snart vores finanslov. Der har vi prioriteret boligjobordningen, og så vil vi i efteråret starte med et loft over kontanthjælpen, så vi i foråret kan gå gang med vores andet valgløfte om at lette skatten for de laveste arbejdsindkomster. Og så i øvrigt hen ad vejen lette skatten for erhvervslivet.

Finansministeren varsler samtidig, at man vil kigge de offentlige anlægsprojekter igennem for at se, hvor der kan spares penge:

- Vi må se, hvad der er penge til, og hvad der ikke er penge til. Der vil der være en længere proces. Det er ikke noget, vi lige kan fremlægge et resultat af her, siger Claus Hjort Frederiksen og fastslår samtidig, at "der ikke er noget, der vil være fredet".

- Derfor er der ikke en automatik om, at man kan disponere pengene. Nu skal vi lige sikre, at vi har orden i økonomien, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/