Hjulmand glæder sig til tysk fodboldpassion

Skrevet af admin

24/06/2014

Mest læste i dag

Den tidligere træner i FC Nordsjælland Kasper Hjulmand er allerede trukket i arbejdstøjet i sin nye klub, den tyske Bundesliga-klub Mainz 05.

Den første betydningsfulde kamp for den 42-årige træner og Mainz-mandskabet skal stå til juli, hvor holdet spiller tredje kvalifikationsrunde til Europa League.

Først til august starter Bundesligaen. Noget som den danske træner ser frem til.

- Jeg glæder mig mest til den faglige udfordring, der venter i Bundesligaen. Og så glæder jeg mig til at opleve den lidenskab for fodbold, som vi oplever i Tyskland. Lige meget hvor du kommer, siger Hjulmand til Ekstra Bladet.

- Det glæder jeg mig til at være en del af. Derfor skal vi også være bevidste om, at fodbolden betyder noget for mange mennesker.

- Vi kan godt tabe, hvis vi har forsøgt. Men har vi ikke kæmpet og givet hjerteblod, så har vi et problem, siger han.

Hjulmand forventer, at han kan udvikle spillerne, og så håber han, at han kan forsvare klubbens flotte syvendeplads fra den forgangne bundesligaen-sæson.

- Syvendepladsen var som en mesterskabssæson for Mainz. Realistisk, når vi ser på de økonomiske muligheder, er Mainz til en midterplacering i Bundesligaen.

- Når vores økonomi ikke er så stor som de andres, må vi bare gøre arbejdet bedre, siger Hjulmand.

Den tidligere assistenttræner i FC Nordsjælland Flemming Pedersen og fodboldlandsholdets tidligere assistenttræner Keld Bordinggaard gør Hjulmand selskab i den tyske klub.

Det sammen gør Bo Svensson, som tidligere har været spiller i Mainz. Det er dog endnu ikke fastlagt, hvad Svenssons rolle bliver i klubben.

- Jeg har nogle gode snakke med Bo. I den kommende uge vil vi finde en rolle til ham, i hans vej fra at være spiller til at være træner. Han har rigtig gode forudsætninger for at blive træner, siger Hjulmand til Mainz' hjemmeside.

/ritzau/