Hjulmand henter Tobias Mikkelsen hjem fra Norge

Skrevet af admin

08/01/2016

Dagens topnyheder

Tobias Mikkelsen vender tilbage til FC Nordsjælland efter tre års ophold i norske Rosenborg.

FCN's tilbagevendte træner Kasper Hjulmand har et godt kendskab til den 29-årige kantspiller, som i 2012 var med til at sikre Farum-klubben det danske mesterskab. Derudover blev det til to pokaltitler i 2010 og 2011.

- Med Tobias tilbage får vi en spiller, som er meget direkte i sin stil og kan true i bagrummet med sine konstante dybdeløb, siger Kasper Hjulmand i en pressemeddelelse fra FCN.

- Han kan skabe rum til sine medspillere eller selv afgøre tingene på den sidste tredjedel af banen.

- Vi tror på, at Tobias har de bedste år foran sig, da han i en relativ sen alder startede med professionel fodbold, siger Hjulmand.

Tobias Mikkelsen nåede 96 kampe for FCN i sin første periode i klubben, inden han blev solgt til Greuther Fürth i den tyske Bundesliga.

I 2013 gik turen videre til Rosenborg i Norge. Det er sideløbende blevet til otte landskampe for Danmark.

Tobias Mikkelsen har fået en kontrakt af to og et halvt års varighed i FCN.

/ritzau/